Bedste flyttekammerater for evigt

Skrevet af: Christian Stenbakken flytte venner
Hvis du ikke vil bruge formuer på flyttefirmaer, så er din vigtigste ressource dig selv og dit netværk. Der-for skal du overtale dine venner til at slide og svede for dig – og helst flere gange.

Igennem vores voksenliv flytter vi hjemmefra, på kollegie, til udlandet, sammen med (forskellige) kærester og måske i sidste ende ind i drømmevillaen. Hvis du ikke vil bruge formuer på flyttefirmaer, så er din vigtigste ressource dig selv og dit netværk. Derfor skal du overtale dine venner til at slide og svede for dig – og helst flere gange.

Når du beder nogen om deres hjælp til at flytte, så husk det er en ret stor beslutning. Prøv at tænk over det: Du beder nogen om, at tage en hel dag ud af kalenderen, bære tunge ting, skubbe sofaer op ad smalle trappeopgange, blive støvede, svedige og dødtrætte når dagen er omme – alt sammen helt gratis og kun for din skyld. Men tjenester er nu engang én af de ting, der følger med et venskab. Lidt ligesom ægteskabseden: Det er i med- og modgang.

Her er dine tre gode tips til, hvordan I bliver flyttekammerater for evigt:

Tip #1: Vær ærlig om omfanget

Om det drejer sig om en sofa eller hele indboet fra et to etagers hus, så er flytning altid en udfordring. De fleste har prøvet at sige ja til at hjælpe med at flytte “et par nemme ting”, og gå derfra med lange arme fem timer senere. Når du spørger din venner om flyttehjælp, så er beder du om en tjeneste. Dine venner behøver ikke at sige ja, men de gør det af venlighed og som en kammerat. Hvis du ikke er realistisk om omfanget, og ikke tilkalder nok hjælp, så skal du ikke regne med deres hjælp næste gang. Det er en klassiker at nedtone omfanget, fordi man er bange for ikke at få hjælp, hvis man er ærlig. Men du flytter sjældent kun én gang, så fortæl dine venner hvad de kan forvente, når de kommer. Og skal du flytte meget, så inviter altid flere flittige hjælpere.

Tip #2: Planlæg, planlæg, planlæg…

Planlægning er alt. Du er primusmotor på flyttedagen, og det betyder, at dit forarbejde afgør hvor let dagen forløber. Lad fx være med at vente med at pakke flyttekasser til dine venner kommer. Eller tage alene afsted for at hente flyttebil eller -trailer, imens dine venner efterlades i lejligheden for at stå og blomstre. Det er din flytning, men det er deres tid. Der er flere ting, du let kan komme i forkøbet:

  • Flytning er sjældent en overraskende begivenhed. Du ved (for det meste) hvornår du skal flytte lang tid i forvejen. Derfor skal du samle flyttetropperne, så du har en fast dato. Det er aldrig for tidligt at planlægge – og din ryg vil være dig evig taknemmelig for det.
  • Er du ikke parat, når dine hjælpende kammerater kommer, så spilder du deres tid. Det er dumt. Vær forberedt, så I kan gå i gang med det samme.
  • Opdel og marker kasserne efter rum, så vennerne tydeligt kan se hvor tingene skal hen.
  • Tænk på flytningen som en fest: Inviter vennerne i god tid, og helst en dag, hvor alle har fri til at hjælpe dig. Måske kan du endda holde en tidlig indflytterfest, når de sidste ting er på plads i dit nye hjem?

Tip #3: Beløn ​​dit flyttehold

Du flyttede sikkert første gang med sorte affaldssække i en rusten Fiat Punto med tømmermænd. Du sagde tak for hjælpen og smed din venner ud, så du kunne falde om i dine nye gemakker. Det var måske meget fedt dengang – indtil du skulle flytte igen… Hvis du vil gøre dig forhåbninger om hjælp mere end én gang, så skal du behandle din flyttevenner som guder. Det betyder rigeligt med mad og drikke gennem hele processen. Lægger nogen bil til, så betal deres benzin. Der skal også være snacks mellem turene. En køleboks fyldt med vand og et par store familiepizzaer vil uden tvivl få et bifald. Og den forfriskende kolde øl efter et veludført stykke arbejde er prikken over i’et. Flytning er præcis som karma: Hvis du er god ved andre, så er de gode ved dig. Du vil blive husket for dine gode sider, og derfor hjælper de dig gerne igen. Alternativet er at betale et dyrere flyttefirma – og så er det ikke dine venner, som skal bære dine værdifulde ejendele. Sæt tiden af og gør det til en sjov oplevelse med dine venner.